Ungarn 15. - 21. november 2020

Turleder: 
Pris: 
ca. kr. 11.000 / enkeltværelsestillæg kr. 1.500 / depositum kr. 2.200
Tilmelding og betaling af depositum: klik her: 

Prisen omfatter fly København-Budapest retur, egen bus, alle overnatninger, fuld pension i Ungarn, eftermøde og DOF Travel-service. Endelig pris vil blive oplyst senere (senest 5 mdr. før turen) og restbeløb vil blive opkrævet 4 måneder før turens start.

Lokalguide: Vi vil på hele rejsen have bistand af en kyndig lokal guide fra det anerkendte ornitologiske rejseselskab, Saker Tours, som har mere end 20 års erfaring med at arrangere fuglerejser i Ungarn.

Deltagerantallet er begrænset til 14.

Se Saker Tours egen beskrivelse af programmet

DOF Travel kan nu tilbyde en uge i det østlige Ungarn i selskab med tusinder af gæs - heriblandt Rødhalset Gås og Dværggås, samt Stortrapper, mange rovfugle - bl.a. Slagfalk og Kejserørn og de fleste af Europas spætter. Derudover har vi også gode muligheder for at se Murløber.
Det østlige Ungarn er kendt som et af de fineste steder for at se fugle i Europa. DOF Travel har derfor flere gange besøgt Hortobágy-steppen, der er det største steppeområde i Østeuropa, samt de skovklædte Zemplen Hills i den nordøstlige del af landet. Hver gang med stor succes.
Som noget nyt skal vi denne gang besøge Ungarn i november.
I det sene efterår ankommer tusinder af gæs til Hortobágy. Her er Blisgås den mest almindelige, men vi vil også have gode muligheder for at se mindre flokke af såvel Rødhalset Gås samt nogle få Dværggæs.
I Hortobágy kan vi også opleve flokke af Stortrapper og mange forskellige overvintrende rovfugle. Blandt rovfuglene er de mest karismatiske uden tvivl Slagfalk og Kejserørn, men vi kan også se Havørne, Vandrefalke og måske en sen Ørnevåge eller en Stor Skrigeørn. 
Vi vil også besøge en overvintringsplads for Skovhornugle, hvor der i november jævnligt ses op til 100 ugler sammen.
I de mange vådområder ses også tusinder af ænder plus Dværgskarv, Skægmejse mv.
I oktober er der op til 100.000 traner i Hortobágy-området. I november vil mange af dem være trukket sydpå, men her vil stadig være store flokke af traner.
Mens vi er i Hortobágy, vil vi bo på den velbeliggende Bibic Nature Lodge, der ligger i et af Hortobágys fineste fugleområder. I november er der således gode muligheder for at se både Rødhalset Gås og Dværggås fra verandaen.
Vi vil i alt have fire nætter på Bibic Nature Lodge. Derpå kører vi til Zemplen Hills. Undervejs vil vi besøge et stenbrud, der er en kendt overvintringsplads for Murløber.
I Zemplen Hills vil vi besøge et område med gammel naturskov, hvor vi har mulighed for at se Hvidrygget Spætte, Mellemflagspætte, Gråspætte og Sortspætte. Hvis vi er heldige, kan vi også se Slagugle. De kuperede højdedrag er også gode for rovfugle. Vi har bl.a. mulighed for at se Kejserørn og Duehøg.
På rejsens sidste aften vil vi besøge en vinkælder og smage på områdets berømte Tokaj hvidvin.
I november vil Ungarn normalt byde på mildt efterårsvejr, der er præget af svage vinde og sol. Om morgenen kan der være dis, som solen brænder af i løbet af formiddagen. Temperaturerne vil almindeligvis ligge på omkring frysepunktet om morgenen og op til 10 grader i dagtimerne.
 

Bookingstatus: 
Stadig ledige pladser