Endnu ikke åben for tilmelding

Tarifa 17. - 24. september 2016

Rovfugletræk ved Tarifa, Spanien medio september 2016
Millioner af fugle samles hvert år i den sydlige del af Spanien for at hvile og søge føde, før de fortsætter rejsen mod syd til deres afrikanske overvintringsområder. Vi skal opleve det imponerende efterårstræk gennem det sydlige Spanien. Gibraltarstrædet mellem Tarifa og Gibraltar er om efteråret skueplads for et betydeligt træk af storke, rovfugle og småfugle, fordi der her er den korteste afstand mellem de to kontinenter (ca. 15 km på det smalleste sted) og de to klipper, Mount Abyla i Marokko og Rock of Gibraltar, er oplagte pejlemærker for trækfuglene.

DOF Travel gentager turen fra 2014, hvor vi sidst besøgte Gibraltarstrædet. Vi skal bo ved Tarifa og vores tur fører os til bl.a. strandengene ved Tarifa, søerne Laguna de Tarelo og Laguna de Medina, men de mange obs-punkter mellem Zahara og Gibraltar har vores primære fokus. Gibraltarstrædet er det foretrukne sted for mange rovfugle, når de skal krydse vandet på deres vej sydpå, og det imponerende træk vil kunne ses overalt. Hvepsevåger er ofte dominerende i antal, men blandt de tusindvis af trækfugle gemmer sig også imponerende arter som Sort og Hvid stork, Ådselgrib, Slangeørn, Dværgørn, Blå glente og i de senere år enkelte Rüppells Grib. Men småfugle, vadere, måger og terner skal vi også på udkik efter.

Target-arter på turen er:
Hvidhovedet and, Marmorand, Kamblishøne, Eremitibis, Slangeørn, Dværgørn, Hvepsevåge, Fiskeørn, Sort glente, Hvid og Sort Stork, Ådselgrib, Audouinsmåge, Blå glente, Rüppell's grib, Ørnevåge, Kaffersejler, Lille sejler, Trænattergal, Hedehøg, Lille tårnfalk, Eleonorafalk.

Turen vil foregå i minibusser, hvorfor der kun er plads til 14 deltagere. Turens pris er endnu ikke fastlagt, men vi forsøger at holde den under 8.800 kr., afhængigt af flyprisen og deltagerantal. Prisen omfatter fly, overnatning i dobbeltværelse, morgenmad, lokal transport, turrapport samt for- og eftermøde. Ved ønske om enkeltværelse vil der komme et tillæg på ca. 1.900 kr. Afrejsedatoen er 17.-24. september 2016.

Tilmelding skal ske ved at indbetale depositum kr. 1.900 pr. person til bank: reg. nr. 4180, konto 0008073333 mrk. ”Tarifa 2016” til DOF Travel. Husk at angive navn(e) præcis, som det står i dit pas, samt e-mail adresse og telefonnummer.