Endnu ikke åben for tilmelding

Nordspanien - Datoer: 26/5 – 4/6 2018

På denne tur til det nordlige Spanien kører vi først til den lille bjergby Torla i det centrale Pyrenæerne, hvor vi skal bo de første fire dage. Torla, som ligger i ca. 1000 meters højde, er vores udgangspunkt for vandreture i Ordesa-dalen og nærliggende dale. Hovedattraktionen her er Lammegribben, men selvfølgelig kigger vi også efter Gåse- og Ådselgrib, Konge- og Slangeørn, glenter og Vandrefalk og småfugle som Citronsisken, Stendrossel, Bjergløvsanger og Klippeværling. Vi håber at få et tip om, hvor man kan finde den smukke Murløber.

Foreløbige datoer: 26/5 – 4/6 2018

Efter fire dage i Ordesa-området kører vi til byen Sangüesa, som ligger i Navarra, hvor der vil være fokus på steppe- og engfugle. Vi skal besøge busksteppe-området Bárdenas Reales, der med sine mærkværdige og særegne klippeformationer altid er et besøg værd. Her bliver der for alvor mulighed for at lære de elegante stenpikkere at kende, da Bárdenas Reales kan byde på både Middelhavs- og Sørgestenpikker foruden vores ”egen” Stenpikker. Derudover huser det smukke steppeområde rovfugle som Slangeørn og en række andre middelhavsarter så som Alpesejler, Markpiber, Toplærke, Kalanderlærke m.m., der alle karakteriserer den spanske busksteppe. På de lidt mere bevoksede områder kigger vi efter bl.a. Biæder, Sydlig nattergal og Gulirisk.

Efter kun en enkelt overnatning i Navarra forsætter vi turen mod vest til Baskerlandet, hvor vi har en overnatning i Vitoria-Gasteiz. Her besøger vi et par vådområder med bl.a. Cettisanger, ænder, hejrer og lappedykkere.

De sidste fire dage af turen vil vi bruge i den smukke nationalpark Picos de Europa (Europas tinder) på Spaniens nordkyst ved grænsen mellem Asturias, Cantabria og Castilla y León. Fra Fuente Dé tager vi svævebanen op i 1800 meters højde, hvor vi skal kigge grundigt efter de alpine fugle, som Alpeallike, Bjergpiber, Snefinke, Alpejernspurv og ikke mindst Murløber. På vores tur kommer vi også forbi Lago de Covadonga og Santiago de Covadonga, som begge er kendt fra cykelløbet Vuelta de España (Spanien Rundt). Vi kigger også efter Vandstær, Bjergvipstjert, Gærdeværling og selvfølgelig Ensfarvet stær.
Ud over fuglene findes også en række spændende og sjældne orkideer og sommerfugle på de højtliggende bjergplateauer. Nogle af orkideerne vil være i blomst ved vores ankomst.

Turens pris er ca. kr. 13.000 pr. deltager i delt dobbeltværelse. Enkeltværelse (begrænset antal) kan bestilles til kr. 1.400 ekstra. Priserne dækker fly fra København til Barcelona og retur fra Bilbao, gode hoteller med morgenmad, al transport under turen samt alm. DOF Travel-service. Vandreturene i bjergene kan være på op mod 15 km pr. dag, men vi tager turene i roligt tempo. Tilmelding sker via hjemmesiden ved at indbetale depositum kr. 2.400 til DOF Travel. Restbeløbet vil blive opkrævet ca. 4 måneder før turens start.