Endnu ikke åben for tilmelding

Nepal 4.-18. februar 2023

Nepal er et af verdens smukkeste lande. I Nepal findes inden for kort afstand en fantastisk stor variation af naturtyper fra tropiske skove og sumpe op til højarktisk natur blandt verdens højeste bjerge. Nepal er derfor et af de lande, hvor man kan se flest fugle inden for en kort afstand. Trods sin beskedne størrelse har Nepal en fugleliste på 875 arter.  

DOF Travel kan igen tilbyde en stortur til Nepal, som er fastlagt til februar 2023, hvor vi vil kunne opleve mange af Nepals standfugle såvel som vintergæster fra det nordlige Asien. Vi har planlagt en tur rundt i det centrale Nepal, hvor vi skal køre på de bjergrige veje, så højt op vi kan, og dernæst ned i lavlandet tæt ved Indien. Undervejs skal opleve det naturskønne landskab og de bjergtagende udsigter til nogle af Himalayas højeste bjerge.Vores tur er specielt skræddersyet, så vi kommer rundt til flere af Nepals bedste fuglehotspots, hvor vi undervejs altid kan stoppe for at se på fugle eller blive forfrisket.

På turen skal vi rundt til de bedst fuglelokaliteter i Kathmandu dalen. Dernæst går turen til Pokhara, der er kendt for skønne landskab med mange bjergsøer. Her fra skal vi på en 3 timers forholdsvis let vandretur/trek op i bjergene for at overnatte på en lokal lodge. Senere går turen over en bjergkæde mod syd til Buddhas fødeby Lumbini, som ligger i det frodige lavland med mange Sarus traner og lille adjudant. Øst for Lumbini skal vi opleve en fodringsplads, hvor der kan ses op til 8 arter gribbe. Vi får også to hele dage med safari i den store Chitwan Nationalpark, som udover et meget rigt fugleliv rummer verdens næststørste bestand af indiske pansernæsehorn sammen med asiatiske elefanter, bengalske tigre og masser af hjorte.

I Nepal skal vi bo på nogle af de bedste og mest komfortable hoteller og hytter, hvor vi får både autentisk nepalesisk og europæisk mad. Vi får også mulighed for at opleve den rige kultur og folklore.

Turen er fastlagt til dagene 4. til 18. februar 2023. Prisen forventes at blive 32.000 kroner ved en dollarkurs på 7,10 og et deltagerantal på 9-12. Prisen inkl. flyrejse fra København-Kathmandu med Qatar Airways, transport i Nepal i lille bus, overnatning på dobbeltværelse, alle udflugter, fuld pension - dog ikke drikkevarer, adgang til nationalparker og drikkepenge til chauffør og guide samt lokale guider undervejs. Turen er arrangeret i samarbejde med Rajendra Gurung fra All Nepal Birding, som vil være vores guide på hele turen, som han også var på DOF Travels tur i 2019. Rajendra er tidligere præsident for DOFs BirdLife partner i Nepal.