Mongoliet, 18 dage, ca. 26/5 – 12/6 2024

Turleder: 
Pris: 
Forventet pris bliver ca. 50.500 kr. pr. person ved 12 deltagere. Tillæg for enkeltværelse 3000 kr. Depositum 10.840 kr. Prisen afhænger bl.a. af dollarkurs og flypriser.
Tilmelding og betaling af depositum: klik her: 


DOF Travel kan nu for første gang præsentere en fuglerejse til storslåede, smukke og fuglerige Mongoliet.

Naturen og fuglene
Mongoliet er et fantastisk land med en umådelig smuk natur i hjertet af Asiens stepper. Denne rejse er en naturens og fuglenes ”Mongolian Classic”. Vi vil besøge mange meget forskellige naturtyper, der er typiske for det centrale Mongoliet – tajgaen, vidtstrakte stepper, store fuglerige søer og vådområder på stepperne, sten- og sandørkenen i Gobi og smukke bjergområder.

Vi vil møde en overdådighed af central- og østasiatiske fuglearter, både ynglende fugle og fugle på træk nordpå. Her er nogle eksempler.

I Mongoliet finder vi mange af de østlige arter, som vi drømmer om, vil dukke op i Europa – mongolsk piber, tajgapiber, blåstjert, rubinnattergal, fuglekongesanger, himalayasanger, brun løvsanger, pallas’ græshoppesanger, isabellatornskade, steppetornskade og hvidkindet værling bare for at nævne nogle.

Vi vil møde mange af de fuglearter, der hører til i det centrale og østlige Asien som fx svanegås, asiatisk fløjlsand, sortnæbbet tjur, hvidhovedet trane, jomfrutrane, reliktmåge, tajgagøg, himalayajernspurv, mongolsk jernspurv, brun jernspurv, hvidkronet pungmejse, gråhovedet værling og klippeallike.

Mange af dagene vil vi opholde os på stepper og i ørkenområder. Her finder vi fx steppehøne, mongolsk præstekrave, ørkenpræstekrave, bjergdue, mongolsk løbekrage, mongolsk lærke, mongolsk dværglærke, storpiber, mongolsk piber, saxaulspurv, lille snefinke, pragtrosenfinke og mongolsk ørkendompap m.m. Naturligvis vil vi også se, om vi kan finde den smukke gobipræstekrave.

Ved søerne og i vådområderne, hvor det myldrer af liv, vil vi møde en lang række ande-, vadefugle-, mågearter. Det kan være svanegås, rustand, sibirisk hjejle, asiatisk sneppeklire, sibirisk gråklire, rødhalset ryle, langtået ryle, stor sorthovedet måge, brunhovedet måge og reliktmåge.

Det centrale Mongoliet huser også et righoldigt udvalg af rovfugle som fx lammegrib, himalayagrib, munkegrib, steppeørn, plettet rørhøg, Pallas’ havørn, højlandsvåge, japansk musvåge, slagfalk m.fl.

Pattedyr
I Mongoliet findes et stort udvalg af pattedyr. Vi vil fx se flokke af den sidste vildtlevende hest, Przewalski’s hest, en lang række forskellige gnavere (jordegern, pibeharer, murmeldyr), gazeller, argalifår og sibiriske stenbukke.

Transport, logi og forplejning
Rejsen i sig selv er en stor oplevelse. Vi transporterer os med jeeps, der bringer os langt ud i de store landskaber. Vi tilbringer to nætter på hotel, otte nætter i komfortable, traditionelle ger camps og seks nætter i telte (ståhøjde) med seng og stol. Teltlejren rejses af medarbejderne fra vores lokale samarbejdspartnere. Hver dag sørger lejrens kokke for dejlig morgenmad og middag samt picnic til frokosten.
Vi kommer til at sove og leve i tæt kontakt med naturen og de mange fugle.

Vi vil møde en meget venlig og imødekommende befolkning, og rejsen giver os møder med den traditionelle mongolske kultur. Der vil også være enkelte kulturelle indslag.

Prisen inkluderer fly København – Ulaan Bataar, ophold på hotel, gercamps og i teltlejre, al transport i Mongoliet i 4X4 Toyota Jeeps med fire passagerer i hver, indenrigsfly Ulaan Bataar – Dalanzadgad,
fuld forplejning undtagen alkoholiske drikkevarer, lokal fugleguide, adgang til nationalparker samt kulturarrangement, formøde, eftermøde samt dansk guide.
  

Bookingstatus: 
Stadig ledige pladser