Endnu ikke åben for tilmelding

Mellemøsten - Dhofar, Oman / November 2018 - 1 uge

Med sin placering i det østlige hjørne af den Arabiske Halvø byder Oman på en eksotisk blanding af fugle fra Europa, Asien, Mellemøsten og Afrika. Landet er fredeligt, klimaet er behageligt og vejnettet godt. Omans befolkning er meget imødekommende og venlige, og maden er velsmagende. Alt dette gør Oman til den ideelle destination for en fuglerejse i november, hvor der er mørkt og koldt i Danmark.

Oman er et sultanat med enevældigt styre, der frem til 1970 var et stærkt isoleret samfund, men efter at Sultan Qabus overtog magten, har han ført an i en omfattende og vellykket modernisering. Landet har en meget varieret natur, og turen i Dhafor i den sydlige del af landet, giver et godt indtryk af landets flotte natur. Vi skal besøge ørken, kystbjerge, søer, wadi’er og laguner. Blandt de mere kendte lokaliteter vi skal besøge er lagunerne East Khawr og Khawr Rawri med måger, vadere, hejrer og måske fasanbladhøne og bomuldsand, Raysut Waste disposal site med masser af steppeørne, kejserørne og store skrigeørne helt tæt på, Mirbat hvor vi kigger efter havfugle som persisk skråpe, arabisk petrel, brilleterne og med lidt held også rødnæbbet tropikfugl, samt Dhofar kystbjergene med mulighed for arabisk agerhøne, afrikansk paradismonark, tristams sortstær, palæstina- og glanssolfugl, og med lidt held gyldenvinget finke. I udkanten af ørkenen søger vi bl.a. efter den ejendommelige hypocolius, ørkenagerhøne, ørkensanger, ørkenlærke, stenpikkere og sortstjert.

Turens pris ca. kr.18.100 omfatter fly med komfortable Qatar Airways, fuld forplejning, daglige udflugter i minibusser. Enkelte dage vil vi have lokalguider til at hjælpe os med at finde fuglene bl.a. i ørkenen. Vi vil stå tidligt op for at benytte de lidt køligere morgentimer, holde siesta midt på dagen evt. på hotellet, for så at tage ud igen om eftermiddagen.

Vi vil på hele turen bo på samme hotel, der er af pæn standard og ligger lige ved stranden i udkanten af Salalah. Her bor vi i dobbeltværelser, dog kan enkeltværelse tilkøbes mod en ekstra betaling på 2.700 kr. Desuden ydes den faste DOF Travel-service, der bl.a. omfatter al nødvendig information, formøde og eftermøde samt rapport.
Hurtig tilmelding tilrådes, da turen er beregnet til 13 deltagere. Husk at angive samme navn som i jeres pas ved tilmeldingen!