Marokko, 12.-19. marts 2012

Pris: 
8.900

Så skal vi igen sydpå i Marokko på et lidt senere og varmere tidspunkt end vi plejer, men stadig på den behagelige årstid. Udgangspunktet vil være en ca. 3 dages ørkentur, hvor vi bor på et hyggeligt, lille hotel i karavanebyen Guelmine. I resten af ugen tager vi turene fra et af de klassiske charterhoteller i Agadir. Vi forsøger at inkludere en tur op i Atlasbjergene måske med en overnatning. Ellers kører vi dagligt i 2 minibusser med lokale chauffører. Ud over de altid spændende ørkenområder vil vi bl.a. besøge de berømte flodmundinger langs Atlanterhavet ved Massa, Tamri og Sous samt lave en lille afstikker ind i Sous-dalen og som sagt også forsøge med en tur op i Højeatlas. Fuglelivet er enestående alsidigt, eksotisk og også hjemligt i bedste forstand, og den legendariske Eremitibis kan heldigvis findes endnu. Blandt de mange sikre og mulige arter kan nævnes Sortkronet Tchagra, Diademrødstjert, Berbersanger, en række spændende lærker og stenpikkere, Sortbuget sandhøne, Berberhøne, Ørkenløber, Berberfalk, Høgeørn osv., osv. Prøv selv at finde nogle af de gamle rapporter på vores hjemmeside på Internettet. Turens pris vil være ca. kr. 8.900 og vil inkludere al transport, kvartpension (aftensmad er inkluderet i Guelmine). Tilmelding sker ved at betale et depositum på kr. 900 pr. person til DOF Travel på giro 807 3333 eller bankoverførsel reg.nr. 4180 konto 807 3333 eller på check mærket ”Marokko”. Turen er begrænset til 18 deltagere, og erfaringen siger, at den hurtigt bliver overtegnet.

Bookingstatus: 
Udsolgt, men få eller ingen på venteliste