Makedonien og Grækenland, 6. til 13. maj 2012

Turleder: 
Pris: 
11.000 / 990

Makedonien og Little Prespa Lake i Grækenland. Som noget nyt og spændende kan DOF Travel tilbyde en stortur til det lille, smukke land, Makedonien (en del af det tidligere Jugoslavien) samt Little Prespa Lake i Grækenland. Makedonien ligger på det sydlige Balkan og grænser op til bl.a. Grækenland, Albanien og Bulgarien. Det er ikke for ingenting, at landet er blevet kaldt for ”Balkans perle”, da naturen er både smuk og varieret. Vi vil besøge forskellige uberørte biotoper, lige fra høje bjerge til lavland, søer og floder. Da landet er sparsomt udforsket ornitologisk, især med hensyn til småfuglene, vil det være en spændende og anderledes tur. Dette er også en af grundene til, at ”mm.” bliver brugt flittigt i teksten. Vi vil bl.a. overvære et gribbe-fodringsprojekt, der udover Ådsel- og Gåsegribbe, også tiltrækker Kejserørne og Kongeørne. Også ulve kan ses ved fodringspladsen. Af andre rovfugle er der mulighed for Slangeørn, Dværgørn, Balkanhøg, Ørnevåge, Lille skrigeørn, Lille tårnfalk samt Lannerfalk. Efter at have forladt bjergområdet ved Kavadarci besøger vi et område i lavlandet med ynglende Kejserørn og Vandrefalk. Og der vil også blive tid til et stop ved Stobi, et berømt arkæologisk område. I lavlandet kigger vi efter småfugle, og bl.a. Rosenbrystet og Maske-tornskade, Mestersanger, Stenspurv, Klippespætmejse mm. kan ses i de sparsomt besøgte landskaber. Vi besøger landsbyen Timjanik, som huser en af de største kolonier af Lille tårnfalk i Makedonien. Vi kommer også ud på en smuk sejltur op ad Tikves Lake, med udsigt til bl.a. ynglende gribbe, Slangeørne, Ørnevåger, Sorte storke mm. Under transfer til Prilep kigger vi efter Sten- og Blådrossel, Lannerfalk, Hætteværling mm. Undervejs vil vi besøge et område, der bl.a. huser landets næststørste Gåsegribbe-koloni. Her forventes også Ådselgrib og Kongeørn. Vi passerer i øvrigt adskillige gamle traditionelle landsbyer på vor vej, og ved Pelagonia Plain er der bl.a. mulighed for Hedehøg, Ellekrage mm. På vej til Prespa NP i Grækenland bliver der et kort stop i Bitola, den næststørste by i Makedonien, samt et besøg i den historiske by Heracea. Turen til Little Prespa Lake bliver arrangeret i samarbejde med Society for Protection of Prespa, og udover Almindelig og Krøltoppet pelikan vil der være mulighed for mange hejrearter mm. Turens pris ca. kr. 11.000 pr. deltager i delt dobbeltværelse dækker fly København-Skopje retur, 3-stjernede hoteller med helpension, al transport under turen inkl. bådtur samt alm. DOF Travel-service. Tilmelding sker ved at indbetale depositum kr. 990 på giro 807 3333 (ved netbank: reg.nr. 4180, kontonr. 0008073333) eller pr. check til DOF Travel, mrk. ”Makedonien”. Du kan down-loade turens program nedenfor.

Bookingstatus: 
Udsolgt, men få eller ingen på venteliste