Goa igen-igen!

Bay-backed Shrike, Goa Indien dec 2011 - Foto: Chr. Ebbe Mortensen

December-turen til den lille indiske delstat Goa blev atter en ubetinget succes. Farveladefuglene stod nærmest i kø for at lade sig beundre, og biæderne, isfuglene og solfuglene fik vi hevet sikkert i land. Blandt biæderne vakte især et par af den store Blue-bearded Bee-eater begejstring, og blandt de otte isfuglearter, vi kunne notere, var det især "den lille juvel" Black-backed Dwarf Kingfisher samt Collared og Blue-eared Kingfisher, der vakte begejstring. Det samme gjorde den ligeledes farvestrålende Malabar Trogon.
Under en aftentur sås og hørtes Savanna-, Jerdon's og Indian Jungle Nightjar, og atter kunne vi i lejren "Back-woods Camp" belure parret af den mærkværdige Sri Lanka Frogmouth.
For sjette år i træk kunne en Bay-backed Shrike (se foto taget af Chr. Ebbe Mortensen) ses iblandt de almindelige Long-tailed Shrikes samt de mindre almindelige Brown Shrikes.
Blandt næsehornsfuglene var det Great Hornbill, der kom ind på førstepladsen, og af de mange forskellige rovfuglearter var det nok den lille, sjældne Red-necked Falcon, der sammen med en Black-shouldered Kite poserede for os på et antikt fodboldmål, der var hittet. Og så var der også alle fluesnapperne, bulbulerne, drongoerne, skægfuglene, babblerne, storkene, hejrerne, vadefuglene og ikke mindst uglerne m.fl., der inden længe optræder i rapporten fra turen.