Succesfuld skånetur 15. februar

60 DOF'ere, heriblandt en del nye medlemmer af foreningen, begav sig til Skåne på bustur 15. februar. Vejrudsigten var ganske dårlig med regn og blæst, men det viste sig heldigvis ikke at holde ganske stik. Allerede ved første stop ved Börringesjön fik vi en anelse om, at dagen slet ikke skulle blive så ringe endda. Ikke mindre end 11 havørne boltrede sig i vinden; næsten alle ungfugle. Näsbyholmsjön bød på endnu en havørn samt en stribe andefugle, inkl. blis- og grågås, gravand, knarand, stor og lille skallesluger. Dertil en forfrossen vibe. Ved ankomsten til den sydlige ende af Fyledalen var en kongeørn i luften. Den landede straks efter ved siden af magen i et højt træ, hvor vi kunne beskue dem gennem teleskoperne. Også en fjeldvåge gav opvisning. Da vi gik op gennem dalen, måtte kongeørnen på vingerne igen for at mobbe en havørn væk. Under frokosten ved det nedlagte teglværk kunne vi se på adskillige røde glenter og et ravnepar. En svaleklire drønede forbi; uventet for årstiden. Et stop på Vombs Enge gav en flot men noget stillesiddende vandrefalk og flere glenter. Dagens sidste stop var ved Silvåkra-tårnet ved Krankesjön. Her blev set fem sølvhejrer, en havørn, en sortspætte og en del ande- og småfugle. Rørdrum og skægmejse blev hørt. Turen bød i alt på godt 60 arter, hvilket må siges at være pænt for årstiden.

Lene, Hans og Frands