Nye DOF København-medlemmer på tur

DOF København har inviteret nye medlemmer af lokalafdelingen på ørnetur med DOF Travel. De første ca. 30 nye medlemmer var med på Skåne-busturen lørdag den 19. januar 2019. Turen var en traditionel vinter-ørnetur og gik til Börringe, Näsbyholm, Fyledalen, Tågra og Vombs Enge.

Vi havde rigtig godt og klart vejr det meste af dagen og fik set tre kongeørne (det adulte par i Fyledalen og en ung strejfer på vejen mod Vombs Enge), 10 havørne, spurvehøge, vandrefalke, fjeldvåger, musvåger, tårnfalke og selvfølgelig mange røde glenter. Desuden grågæs, bramgæs og blisgæs, sortspætte, stor flagspætte, sangsvaner, ravne og en masse andet, selvom småfuglene og skovfuglene skulkede hele dagen.

På billedet lander en adult havørn i et træ, hvor der allerede sidder to unge havørne. Dem så vi ved Tågra.
Foto: Ask Emil Brix Selmer