Småtursrapport fra Christianshavns Vold

Søndag d. 07-01-2024 kl. 15.00-17.00

Turleder: Troels M. Krogh
Deltagerantal 34 (hvoraf fem var med på deres første DOF tur og tre medlemmer fra Ørneklubben)

I den første uge af det nye år satte vejret ind med sne og hård frost, så alle turdeltagere var pakket godt ind i varmt tøj.
Efter velkomst, introduktion, foto og turgennemgang startede vi fra Christianshavns Torv mod vest og ramte volden for enden af Dronningensgade. Alt var isbelagt så der var ingen ænder eller andre svømmefugle at se, derfor blev buske og træer set og lyttet igennem for småfugle, med bl.a. tre fine Dompapper, tæt på og set af alle deltagere.
Over Torvegade og rundt om Ravelinen, hvor to Grågæs på stien måtte vige pladsen for den store flok Homo Sapiens.
Nu fortsatte turen mod øst på den sydlige del af volden og eventyret som eftermiddagsturen var annonceret med kunne begynde. I træerne på Kaninøen var de første mange hundrede Alliker og Gråkrager ankommet og i vandkanten under træerne stod Fiskehejrene og gjorde sig klar til natten; endvidere lå en flok Grågæs på isen vest for øen, i læ for vinden.
Vi stoppede flere steder for at nyde fuglene og endte på cykelbroen, der forbinder Amager med Christiania. Her fordelte vi os langs broen og ventede.
Vi kunne nu høre at store flokke af alliker var på vej fra øst i medvinden. Hvorefter flokkene med mange hundrede fugle, kom susende lige hen over hovedet på os, vildt flot! MEN helt stort blev det da samtlige fugle på Kaninøen (krager og alliker) pludselig gik på vingerne på een gang i tusindvis og søgte mod de høje træer på Christiania tæt på broen, sandsynligvis for at komme i læ for vinden.
På turen tilbage, på nordsiden af vandet, blev det vildere og vildere, vi gik under og lige forbi træerne hvor fuglene sad tæt pakket og højt snakkende. Vi stoppede mange gange og nød synet.
Kom nu tættere på Kaninøen, mens lyset blev svagere og svagere. Hvorefter både alliker og gråkrager begyndte at flyve retur mod Kaninøen igen, SOM STORE BISVÆRME. Det blev så måske for meget for grågæssene vi havde set tidligere på turen, for de fløj mod øst, modsat kragefuglene. Det samme gjorde flere Blishøns en og en, vi kun kunne se som en sort silhouet med fødderne som en klump, mod den lysende aftenhimmel; flere af turdeltagerne havde aldrig set en flyvende Blishøne.
Det var tydeligt at kragefuglene helst ville overnatte på øen, så flokkene der i det svage lys fløj mod vest blev større og større OG pludselig kom gæssene med retur, ikke for sig selv, men blandet ind imellem alliker og krager. Vildt scenarie og med højt “larmende” stemmer fra alle tre arter.

Flere af turdeltagerne var meget glade og emotionelt berørt af denne store specielle naturoplevelse.
Hele fuglelisten kan ses på dofbasen.