Småtursrapport fra Valbyparken og Kalveboderne

Søndag d. 12-11-2023, kl. 10.00-13.00.
Turleder: Troels M. Krogh
Deltagerantal 26, hvoraf en var med på sin første DOF tur, to medlemmer af Ørneklubben og fire fra DOF UNG.

Vejret var flot, og deltagerne mødte ind med højt humør!
Efter velkomst, introduktion, foto og turgennemgang startede vi fra Hammelstrupvej og gik ned til den lille sø, hvor vi nød de første flotte Pibeænder i pragt og de mange Rørhøns, helt tæt på.
Mod øst langs banen var der et leben af drosler, mejser, Gærdesmutter og mange Rødhalse. På det meste af turen kunne vi høre syngende Rødhalse.

Isfugl blev det desværre ikke til i kanalen på grænsen til Sydhavnstippen, men Sjaggere, Vindrosler, Fiskehejrer, Små Lappedykkere og andet.
I Kalveboderne så vi fine Toppede Lappedykkere i vinterdragt, Pibeænder og meget flotte Hvinænder, samt den store flok Blishøns og Troldænder, der ligger på vandet midt mellem Sjælland og Amager; samt fem flotte Stillidser helt tæt på.
Tilbage ind i parken igen, hvor vi fik fine oplevelser med bl.a. Fuglekonger, Træløbere, mejser og igen mange Gærdesmutter, Rødhalse og Skovskader (adskillige med agern i næbbet).
ALTID GODT med mange par øjne til at opdage fuglene.

Hele fuglelisten kan ses på DOFbasen, fordelt på de to lokaliteter.