Tilmelding / Betaling
Tilmelding til og betaling af busture sker via hjemmesiden. Ved tilmeldingen beder vi om: navn, land, adresse, telefonnummer (som du i givet fald kan kontaktes på om aftenen) samt navne på evt. ekstra deltagere. Hvis turen er fuldtegnet, får du besked om det, og det indbetalte beløb returneres. Hvis du ikke hører noget fra DOF Travel, kan du gå ud fra, at dit navn er på deltagerlisten, og du skal så blot møde frem som angivet i turteksten. Hvis tilmeldingsfristen er overskredet, kan du kontakte Tirsdagsvagten (se nedenfor) for at høre om det stadig er muligt at komme med på turen. I bekræftende fald skal du på turen medbringe kvittering for indbetaling af turprisen.
Framelding / Aflysning
Framelding til busture skal ske til DOF Travel enten telefonisk til Tirsdagsvagten om tirsdagen mindst en uge før turens afholdelse, eller skriftligt (brev eller e-post), så beskeden er DOF Travel i hænde senest tirsdag kl. 17 mindst en uge før turens afholdelse. Det indbetalte beløb, fratrukket et administrationsgebyr på kr. 20, vil snarest derefter blive tilbagebetalt. Specielt for ture, der strækker sig over mere end én dag, gælder det dog, at der fradrages kr. 200, hvis frameldingen sker mindre end 15 dage før turens start. Hvis der er tilmeldt mindre end 25 deltagere til en bustur, kan turen aflyses af DOF Travel. I så tilfælde tilbagebetales hele det indbetalte beløb.
Telefontid (Tirsdagsvagten)
Normalt vil det ikke være nødvendigt at kontakte DOF Travel, men i tilfælde af behov kan du ringe til Tirsdagsvagten hver tirsdag 18.00 - 19.30 på tlf. 3328 3800. Tirsdagsvagten har dog lukket i hele juli måned og i juleferien (23. december til 1. januar, begge dage inklusive). Du kan også sende en e-post på travel@dof.dk.
Telefonkontakt til turleder
Som en service kan turteksten indeholde turlederens telefonnummer. Det gælder især for vinterperioden. Lederen bør kun kontaktes, hvis der pga. vejrforholdene kan være alvorlig tvivl om turen lader sig gennemføre. Det skal understreges, at turene praktisk talt altid bliver gennemført.
Medbring...
mad- og drikkevarer hjemmefra. Frokost indtages i naturen, og der er som regel ikke mulighed for at proviantere undervejs. På alle ture kan vandtæt fodtøj være påkrævet. Check i øvrigt selv vejrudsigten, så du har tøj på, der svarer til vejret. Og husk så også kikkerten!
Her begynder og slutter busturene
Alle endages busture i Danmark og Sydsverige udgår fra Sjælør Station med mødested på parkeringspladsen nedenfor stationsbygningen (på nordsiden af stationen). De aktuelle tider vil fremgå af programmet for de enkelte ture. Endvidere kan der under enkelte ture være angivet andre påstigningssteder. Der vil på tilbagevejen blive mulighed for at stige af bussen samme sted, som man er steget på. Individuelle ønsker om på- og afstigning kan ikke imødekommes. Busturene slutter generelt ca. kl. 18 på Sjælør Station. Det skal bemærkes, at parkeringsforholdene er gode ved Sjælør Station.
Bemærk, at busturene afgår præcis på de angivne tidspunkter.
For ture annonceret under "Rejser" gælder rejsebestemmelserne for storture, som er vist under "Rejser".
DOF Travel · Dansk Ornitologisk Forening · Københavnsafdelingen · Vesterbrogade 140A · 1620 København V · Tlf: 3328 3800 · Tirsdag 18.00 - 19.30 · e-post: travel@dof.dk