Færøerne, 10 dage fra 16. til 25. juni 2012

Pris: 
12500 / 960

Det har ventet længe, men nu er Færøerne endelig på programmet igen. Vi skal rundt til fem af de mest spændende fugleøer for at opleve yngletiden i de store, grønne, atlantiske kulisser. Desuden er der afsat tid til at møde kulturen og historien, primært omkring Tórshavn. Turen er arrangeret med tre dage, hvor vi bor midt i natureldoradoet på Mykines. Det bliver dage med en fantastisk fuglerigdom og aktivt fuglekiggeri i alle de timer af døgnet, vi kan overkomme: med Suler, Rider, Lunder, Lomvier, Tejster, Store og Små Stormsvaler, Alm. Skråper, Alm. Kjover, Storkjover mm. samt fjeldhedens vadefugle og småfugle. Fire dage har vi udgangspunkt i Tórshavn. Der er bl.a. heldøgnsudflugt til Nólsoy med besøg i verdens største koloni af Lille Stormsvale ved nattetid, og hvor vi sover lidt i den lokale kaffistova. Vi skal til det monumentale Nordstreymoy med sejlads ved fuglefjeldene nord for Vestmanna, og en hel dag også inkl. sejlads er planlagt til en af de andre små øer, sandsynligvis Koltur. Desuden er der selvfølgelig Tórshavn med omegn inkl. det historiske Kirkjubøur. Turen bliver indrammet ved start og slutning med overnatninger på Vágar, ligeledes med fine turmuligheder. Vi vil som nævnt være aktive med fuglene i felten og kan i høj grad også forvente at finde det uventede i denne gunstige forsommerperiode, fx amerikanere som Sortbrun And og Ringnæbbet Måge. Det er en fordel at være rimeligt godt gående, men forholdene omkring vores behagelige logier i løbet turen giver gode muligheder for at stå af og hvile på egen fod, når man synes, det er ønskeligt. Uheldige vejrforhold er en risiko, der kan påvirke planerne, men hvad der ikke kan gøres den ene dag er oftest muligt den næste, og under alle omstændigheder er juni normalt noget af det mest stabile, vi kan få på Færøerne, og forhåbentlig klapper alt. Turens pris forventes ikke at overstige kr. 12.500, som indbefatter flyrejse, hotel i delt dobbeltværelse (på Mykines herberg med dobbeltværelse) med morgenmad (øvrige måltider holdes som udgangspunkt uden for turbudgettet), daglige ekskursioner, for- og eftermøde, turrapport. Tillæg for enkeltværelse, der dog ikke kan loves på Mykines, vil være kr. 2.650. Tilmelding sker ved at indbetale kr. 960 pr. person på bank: reg.nr. 4180 og konto (eller giro) 807 3333 eller ved check - til DOF travels adresse, mærket ”Færøerne 2012”. Max antal deltagere er 14.

Bookingstatus: 
Udsolgt, mange på venteliste