Bulgarien - september 2012 - 8 dage (2.-9/9-2012)

Pris: 
6.700 / 670

Lokalguide:  Ellie (Eleonora Ilieva)

Efterår i Bulgarien er trækfugle fra Østeuropa, der følger Sortehavets vestkyst

Bulgarien har altid været et populært rejsemål for ornitologer, og DOF Travel har haft talrige ture dertil. Denne gang har vi valgt Cap Kaliakra i det nordøstlige Bulgarien som hovedlokalitet. Her er trækket artsmæssigt langt mere varieret end ved Burgas, idet mange småfugle tiltrækkes af den 2 km lange og 50 meter høje halvø, der rager ud i Sortehavet.

Vi forventer at flyve til/fra Burgas, hvorfor der også bliver nogle korte besøg til Atanasovsko og Mandra Lake med garanti for masser af vandfugle, såsom hejrer, pelikaner, skarver, terner, måger og vadefugle. Og vi kikker selvfølgelig også op i luften efter Burgas' varemærke, nemlig rovfugletrækket.

Lokaliteter

Søområder omkring Burgas:
Vi planlægger 2 overnatninger i Sarafovo nær lufthavnen, hvor vi får mulighed for besøg ved søerne Atanasovsko og Mandra Lake.
Søerne er kendt for deres rastende pelikaner, såvel krøltoppede som almindelige pelikaner. Hejrer er talrige såvel arts- som antalsmæssigt, og er det godt trækvejr, så er der grundlag for store mængder af rovfugle, specielt små skrigeørne, slangeørne, hvepsevåger, kærhøge, aftenfalke m.v. Endvidere ses træk af hvide og sorte storke.

Kap Kaliakra:
Vi bor 5 dage i byen Kavarna, som ligger ½ times kørsel fra Cap Kaliakra. Dagsrytmen vil være således: Tidligt op og trækobs omkring P-pladsen og spidsen af Cap Kaliakra. Når trækket stilner af, tager vi lidt ind i baglandet. Der er steppelignende områder, som vi tjekker for ørnevåger (yngler i området), vagtler og engsnarrer. En nærliggende kløft rummer nogle vandhuller, hvor vi kan være heldig at se rørvagtler, nat- og purpurhejrer og rastende småfugle. Over kløften kan også ses trækfugle, bl.a. balkanhøge og aftenfalke. Krattene rummer sangere, og svaler er talrige, og vi har her gode muligheder for rødryggede svaler.

Andre lokaliteter nord for Kaliakra:
Omkring frokosttid tager vi nordpå og besøger gode lokaliteter: Kamen Briag (kalander- og korttået lærke), Shabla Lake og Shabla Tuzla, en sø og et tilstødende vådområde med vade- og vandfugle samt eventuelt Durankulak Lake tæt på den rumænske grænse.

Hvilke fuglearter kan vi se?
Der er garanti for mange spændende og flotte sydeuropæiske fugle. Nævnes kan:

Dværgskarv, hvid og krøltoppet pelikan, ægæerskråpe, rustand, hvidøjet and, 7 arter hejrer,  skestork, hvid og sort stork, havørn, gåsegrib, slangeørn, balkanhøg, steppehøg, hedehøg, ørnevåge, lille skrigeørn, dværgørn, aftenfalk, damklire, stylteløber, rødvinget braksvale, triel, tyndnæbbet måge, sorthovedet måge, sandterne, engsnarre, vagtel, lille rørvagtel, stor hornugle, alpesejler, isfugl, biæder, ellekrage, hærfugl, mellemflagspætte, rosenbrystet tornskade, nonnestenpikker, middelhavsstenpikker, isabellastenpikker, pungmejse, skægmejse, rødrygget svale, cettisanger, savisanger, kalanderlærke, korttået lærke, citronvipstjert, markpiber, rødstrubet piber, spansk spurv.

Nu kan vi jo ikke love dig, at vi ser alle ovenstående arter. Til gengæld kan vi love, at vi ser mange af dem – og en masse andre.

Praktiske oplysninger

Indkvartering
Vi bor på pæne og rene hoteller, der generelt er af god standard.

Frokost
Vi planlægger at frokosten indtages som picnic i felten. Vi udnytter dagene i dejlige omgivelser, og skal derfor ikke spilde tid på transport til og fra frokostrestauranter.

Aktivitetsniveau
Vi planlægger at stå tidligt op, så vi kan udnytte den bedste tid på døgnet til fugleobs, nemlig om morgenen. Herved kan vi bedre tillade os lidt afslapning om eftermiddagen, specielt hvis det er varmt.

Turens pris
Turens pris bliver omtrent kr. 6.700, som dækker al transport, hoteller, fuldpension, guide, drikkepenge og DOF Travel service.   Tillæg for enkeltværelse kr. 450.

Tilmelding
Tilmelding til turen kan ske ved at indbetale et depositum på kr. 670 kr. til DOF Travels girokonto 807 3333, evt. netbank reg.nr. 4180 kontonr. 000 807 3333 eller pr. check til DOF Travels adresse.

Leder og guide
Dansk rejseleder: Peter Lafrenz, Brandsbjergvej 45, 2600  Glostrup. Mobil: 2060 7557. Email: p_lafrenz (at) hotmail.com

Bookingstatus: 
Udsolgt, mange på venteliste